Dem af os, der har prøvet at have en depression før ved, hvordan det føles. Følelsen af at være depressivt er umisgenkendeligt. Man har ikke lyst til noget som helst. Man kan ikke tage sig sammen til noget, man ganske enkelt mistet appetitten på livet. En tilværelse synes at være reduceret til at være omgivet af en tåget osteklokke. Hele fornemmelsen af at være i live bliver filtreret gennem denne dis af ulyst.
Når denne tilstand varer ved, har man en depression. Man skal henvende sig til lægen for at få noget medicin og hvis lægen er en god læge, så får man også en henvisning til nogle psykologsamtaler, for medicinering må aldrig stå alene. Med tiden kan det være at depressionen letter og man kan komme tilbage til ens gamle livsførelse.
Spørgsmålet er nu, hvad har hjulpet? Vart det samtalerne, eller var det den antidepressive medicin? Eller var det en kombination. De fleste mennesker har en tendens til at mene, at det nok var en kombination. Jeg tror at dette ikke er korrekt. Jeg mener, at det er medicinen man skylder den største tak.
Hvorfor har samtalerne en begrænset effekt, hvis overhovedet nogen? En depression kommer ikke bare ud af den blå luft. Der er noget i ens livsførelse, der har givet næring til depressive episoder. Samtaler hjælper i det omfang, at de kan hjælpe til med at afsløre, hvad der har være at omstændigheder i ens liv, der har gjort det muligt, at man blev modtageligt for en depression. Men når dette er afklaret, hvad er så den efterfølgende plan. De fleste har på dette tidspunkt brugt det meste af deres klippekort hos psykologen. Man har det langt bedre, og tror, at man nu er ud af det værste. Der er ikke nogen grund til at fortsætte med at går hos psykologen eller psykoterapeuten. Intet kunne være mere forkert. Det er først nu at det rigtige arbejde begynder. Vi ved nu, hvorfor vie er depressive, men hvordan kommer vi videre på en måde, så vi ikke bliver depressive igen?
Psykoterapi mod depression er ikke overstået efter 10 gange hos en psykoterapeut. Jeg siger ikke man skal komme rendende hos sin terapeut en gang om ugen, men man skal holde kontakten i hvert fald i et års tid, hvor man konsultere terapeuten en gang hver anden måned, eller efter behov.
Psykoterapi virker, men det fikser ikke n noget på den korte bane. Man skal både investere tid og penge i, at få det bedre. Desværre er det her, at tingene begynder at gå skævt. Mange personer fisker efter et hurtigt fiks, men man kan ikke overskue et længerevarende terapiforløb - desværre er det, der skal til - især når vi taler depression eller andre kroniske tilstande.